Top menu

TEST | Efterår

Randis kålsalt med Randi-dressing

randis-salat

Denne kålsalat, der er meget næringsrig og flot med sine farver. Jeg har fået opskriften af Randi – en dejlig kvinde, som jeg har lært at kende på det “Basiskursus for anlægsgartnere”, jeg pt tager, og hun har målrettet sin mad med henblik på at tabe sig på en god og nærende måde.
Her får du hendes frokostsalt m/let dressing. Salaten kan spises alene, som den er, eller blandet med tun, kylling, eller hvad du nu lige har. Den er også vældig god til en gryderet eller anden middagsret.

Hvidkål, rødkål og grønkål og gulerødder hakkes fint – brug et juliennejern eller foodprocessor.
Pinjekerne og/eller andre nødder tilsættes efter smag.

Dressing laves af cremefraiche eller skyr pisket sammen med en god balsamico eddike og rørsukker – du kan også med stor fordel bruge kokossukker.

Buon Appetito

Græskarsuppe

Græskarsuppe

Græskarsuppe

4-6 personer

1 hokkaido græskar uden kerner og skræl – giver ca 700 g kød
1 løg
1 spsk. karrypasta – jeg brugte Ravigotte
1 spsk. olivenolie
2 fed hvidløg
1 liter grønsagsbouillon
Kokosmælk eller piskefløde kan tilsættes
SIKANI organic Sea Salt, fino
Evt. lidt SIKANI tørret chili, om du vil have en suppe med lidt bid i – er rigtig godt, når det er koldt.

Græskarkødet skæres i tern på ca 2 cm. Løget piles og hakkes. Varm olien i en gryde og svits løg og de hakkede hvidløg, til de er klare, hvorefter græskarkødet tilsættes, og bouillonen hældes ved. Suppen simrer ved svag varme under låg i 20-30 min, til græskarkødet er mørt.

Gryden tages af varmen og afkøles let. Nu kan du med en stavblender blende suppen. Hvis du synes, kan du nu tilsætte en dåse kokosmælk eller ¼ l piskefløde, men det er bestemt ikke påkrævet. Selv foretrækker jeg piskefløde fremfor kokosmælk – piskefløde har aldrig skadet noget!

Servér godt brød eller Grissini stænger til.

Peber Relish

kalvepate

For mange år siden lavede jeg tit peber relish og når vi havde gæster satte jeg ofte et lille glas relish ved hver kuvert som en gestus, men ligeså meget som dekoration, da det så festligt ud med farverne. Så her får, du fundet frem fra gemmerne, min opskrift på peber relish:

INGREDIENSER
500 g peberfrugter og meget gerne både gul, rød, grøn og orange for farvespillets skyld.
½ løg
3 spsk. god økologisk koldpresset jomfruolivenolie
3 spsk. hele peberkorn
1½ dl hvidvin
8 spsk. vineddike
¼ Sikani tørret økologisk chili
3 spsk. rørsukker
SIKANI organic sea salt (brug gerne grosso, når du koger)

Skær peberfrugterne i små terninger. Pil og hak løget. Varm olien i en gryde. Svits løg og sennepskorn??? klare i olien. Svits peberfrugterne med de sidste par minutter. Vil du have lidt ekstra smag, skal chili tilsættes her.

Tilsæt vin, vineddike, salt, peber og sukker og lad det simre ved jævn varme ca. 10 minutter. Vil du have mindre chilismag, tilsættes chili her.

Kog relishen yderligere 10 minutter og sæt den til afkøling.

Relishen er fin til kødretter og især til farsmad som f.eks. denne kalvepaté, der er god som en lille let ret, forret eller på frokostbuffeten.

Blommechutney

blommechutney

500 g blommer
100 g løg
2 fed hvidløg
½ rød SIKANI tørret chili
2 dl blommeeddike (el. æbleeddike)
250 g mørkt rørsukker
1½ tsk. hvide/sorte peberkorn
½ tsk. SIKANI vilde fennikelfrø
60 g soltørrede tranebær
4 tynde skiver økologisk lime
SIKANI organic sea salt, ekstra fino

Udsten blommerne, og skær dem i små stykker. Skær løget halvt over og lav tynde skiver. Hvidløget skæres også i tynde skiver. Tag den tørrede chili og skær i strimler. Vil du have med ekstra bid i, kan du tage kernerne med.

Kog eddike og sukker op i en gryde, der kan rumme det hele. Kom løg, hvidløg, chili, fennikel og krydderier i, og kog i 5 minutter. Kom blommer og tranebær i. Dæmp varmen. Lad det simre uden låg i 30 minutter.

Kom lime-stykker i, og kog videre i endnu 30 minutter, til væden er blevet tyk og glasagtig.

Lav dryppeprøven: Tag saften op på en ske, og lad den dryppe af. Når der bliver en dråbe hængende, er tykkelsen tilpas. Kom chutneyen på rene, skoldede glas, og luk dem med papir og/eller rene låg. Stil dem køligt, gerne i 1-2 uger før du bruger af dem, så bliver smagen meget bedre. Skal opbevares i køleskab, da der ikke er konserveringsmiddel eller meget sukker i.

Chili er sat til kun ½ og fennikelfrø kun til ½ tsk., fordi ligesom med saltet er alle vore økologiske urter meget smagsrige, så du behøver kun at bruge halv portion. Bruger du andre urter skal du doble mængden.

Efterår 2015

Blomster fra haven sidst i oktober 2015

Blomster fra haven sidst i oktober 2015

Solen skinner stadig, og efteråret viser sig fra sin allersmukkeste side med næsten ingen blæst og stadige temperaturer på omkring 13 grader. Alle sommerens krukker står stadig ude, for hvorfor dog sætte dem endnu, hvor de tilmed er begyndt på en ny blomstring?

Haven står stadig i fuld flor med blomster og bær: Fairy roser, Riddersporer, Solhat, Asters, Japanske lygter, havtorn, benved, brombær og Paradisæbletræets grene hænger tunge af æbler.

I år er der et væld af bær på buskene, at man slet ikke kan lade være med at lave den ene dekoration efter den anden.

Vi er midt i Halloween tiden, så i disse dekorationer har jeg selvfølgelig sørget for at få en del orange med i form af havtorn og japanske lygter i sær blandet med bær og blomster i røde/lyserøde toner. De to farvenuancer er nok ikke lige den mest brugte sammensætning, men jeg synes, det er en dejlig kombination, og jeg nyder at kunne gå ud i min have og finde det hele dér. Så er det, at sommerens meget arbejde med at pusle og passe bedene og beskære og tilpasse buskene, virkelig belønnes, og jeg fyldes af glæde over al den rigdom, haven giver.

Hvis du ikke selv har en have, kan du gå en tur i skoven og plukke bær, eller gå en tur på stierne langs stranden, hvor du også kan finde mange vækster med bær i røde, orange og sorte nuancer.

Halloween 2015

Halloween 2015

Den store dekoration er lavet i en skål sat ned i et større fad for at give ekstra volumen. Grene er nærmest lagt ned i skålen, og så er der ellers fyldt op med bær, blade og blomster. Det må gerne give et lidt tilfældigt look, da det ofte giver et lettere udtryk.

Til den lille dekoration har jeg brugt et aflangt glasfad med glaskugler i bunden, så de korte grene har lidt at stå fast i. Der er brugt de samme farver og blomster/bær som i den store, men her er udtrykket mere stramt og tæt. Som bund er brugt som grene med hybenroser og blade på, da de fylder godt og giver en ensartet bundflade.

Lille dekoration til bordet

Lille dekoration til bordet

Du kan også samle nødder og bruge dem i dekoration – til den store bliver nødderne for tunge til at blive liggende ovenpå de andre grene, men her i den lille kan de sagtens blive, hvor de skal, og så kan de jo genbruges til jul.

Så ud at gå en tur, nyd solen og tag materialerne til dekorationer med hjem.

Husk, det er kun fantasien, der sætter grænser for hvordan din efterårsdekoration og buket skal se ud.

God fornøjelse.

 

På tur i haven

På tur i haven

Gem

0